Halle filmen

Retro-bif med Halle-filmen Vores egen by
Normal

Dato og tid

Søndag 08. apr. 2018, kl. 14:00

Sted

Ringsted Kongrescenter
Nørretorv 22, 1 sal.
4100 Ringsted

Arrangør

Ringsted Museum og Arkiv

Priser

Nummerede siddepladser 50 kr. ekskl. gebyr

Søndag den 8. april 2018 kan du være med til 60-års jubilæet for Ringsted-filmen Vores egen by. Filmen er også kendt som Halle-filmen. Retrobiffen spiller kl. 14.00 i Ringsted Kongrescenter.

Hvis du er en rigtig Ringsteder, så kender og elsker du denne film fra 1958.

RINGSTEDbogen har betalt for ny-digitalisering af filmen, der nu står næsten lige så knivskarpt som den restaurerede Matador-serie – og Museum Vestsjælland har i projekt TVÆRSAM bedt nutidens Ringstedere om at fortælle om Ringsted i dag. Det kommer der en række små film ud af, som kan ses i forbindelse med retrobiffen. 

Halle-filmen er optaget af grosserer Herold Halle. Halle var meget interesseret i Ringsted og omegn og selvom han kun var amatør-filmmand, lavede han en meget humoristisk film, som præsenterede flere af datidens ringstedere på slap line. I filmen oplever vi årets gang både i hverdagen og til fest. Endvidere viser Halle os rundt på mange af byens virksomheder.

Filmen er optaget som stumfilm. Men efter optagelserne ville Halle gerne have underlægningsmusik på filmen. Sammen med mejeridirektør Tage Laursen udvalgte han musik, der passede til de enkelte scener. Når filmen blev vist, sad Laursen ved siden af med sin pladespiller og skiftede plader i al hast som en anden DJ.

Efter 25 år var filmen stadig elsket af ringstederne, og Halles søn Ingolf Halle forærede en kopi af filmen til lokalhistorisk arkiv. Kopien var på magnetbånd, og nu kunne man lægge musik og tale på selve filmen, så lyden kom synkront. Daværende leder af arkivet, Niels-Jørgen Hansen, indtalte et kommentarspor for at forklare, hvem vi ser på filmen. I dag, så mange år efter, tilføjer også lydsporet sit eget historiske lag. Filmen havde repremiere i januar 1988, 30 år efter premieren - og i år er det altså 60-års jubilæet, vi markerer ved at vise den nydigitaliserede og stadig fantastiske film om Ringsted.

Billetpris for nummerede siddeplads: 50 kr. ekskl. gebyr
Tilkøb med brunch: pris 125 kr. ekskl. gebyr.
Brunch buffet starter fra kl. 12.00 af.

De 50 kr. går til Ringsted Museumsforening, der år for år støtter arbejdet med Ringsteds kulturhistorie. De midler, der kommer ind fra retrobiffen går ubeskåret til arbejdet med Ringsteds kulturarv – måske til digitalisering af flere film fra Ringsted Museum & Arkiv?