jan gintberg død eller leende comedy ringsted kongrescenter
Normal

Jan Gintberg med nyt morsomt show - Død eller Leende

Danmarks altfavnende comedy-enspænder Jan Gintberg er tilbage på scenerne! Improvisationens og de skæve betragtningers mester er på vej med håb, latter og absurditeter fra det levede liv! Gintbergs nye show ”Død eller Leende” kommer til Ringsted Kongrescenter den 1. april 2022.

Sidst vi mødte Gintberg på landets comedy-scener var i 2018, hvor han redede verden (med ét blødt D).

Lige nu har DR1-seerne fornøjelsen af Gintberg i hans nye serie “Gintberg og de sidste Patriarker”. Og i efteråret kunne de følge med i jagten på lokale opfindere i ”Gintberg, Eskelund og den Dybe Tallerken”

 

 

- ”Jeg betragter det som min livsopgave som komiker at minde folk om at grinet er et ret unikt smøremiddel vi mennesker har udviklet. Efter en af de mere triste og langstrakte perioder i historien, er det tid til at vi kommer ud af ekkokamrene og vælger mellem latteren eller et forholdsvis trist liv i sort/hvid,” siger Jan Gintberg og fortsætter:
- ”Jeg har set og oplevet nok til, at jeg med sikkerhed kan sige, at det er ligeså fint at forsøge at finde glæde i alt livets galskab fremfor at sætte sig til at krepere med hængende mundvige. Og nu må I have mig undskyldt jeg har piller der skal spises”, siger Gintberg fra sin træningslejr et hemmeligt eksotisk sted - nærmere betegnet en garage i en forstadskommune i Danmark.

Død eller Leende er et stærk satirisk og personligt show. Om at huske ikke kun at overleve men også leve imens man overlever. Inklusive bizarre afstikkere til alt fra magtliderlig frugt, Glyngøre håndsprit, presse, politik, procenter, privilegieblindhed og andre ting med ’p’. Og så er der jo gudskelov blevet en del mere at tale om i den evige og nu også hidsige polokamp mellem kønnene.