• 12. oktober 2022 kl. 20:00
  • Ringsted Kongrescenter

Verden ifølge Pelle


Det elskede internet-fænomen Pelle får sit eget musikalske “one-child show” – Oplev Trine Gadeberg og alle hendes skønne revykarakterer den 12. oktober i Ringsted Kongrescenter!

Med over ni millioner af visninger på Facebook og Youtube samt optrædener i landets revyer får Trine Gadebergs populære satirefigur Pelle til næste år sit første one-child comedyshow ved navn “Verden ifølge Pelle”. Showet kommer også til at hive alle hendes andre velkendte revykarakterer op af hatten.

I 2020 fik revyfiguren Pelle sit helt store gennembrud på sociale medier, da hans nytårstale fik over tre millioner visninger og 70.000 delinger på Facebook. Harsk samfundskritik og -satire strømmer gennem den populære “fem og en halv-år gamle” Pelle, når han med sit barnesprog gengiver de samtaler, han overhører sine forældre have om alt fra coronaregler, fodbold og påske til krigen i Afghanistan. Til næste efterår kommer den populære satirefigur Pelle, der spilles af den ukronede revydronning Trine Gadeberg, så på landevejen med sit første one-child comedyshow – og han har en masse venner med.

Verden ifølge Pelle

Pelle kom oprindeligt til verden i 1989 under navnet Svend-Bent, da Trine Gadeberg arbejdede som pædagogmedhjælper og fik udleveret guldkorn af børnene i institutionen. Efter kort tid blev Svend-Bent til en reel revyfigur, som optrådte på “Syvkanten” i Varde. Pelle, som vi kender i dag, blev dog til under Kerteminderevyen i 2017 og året efter sluttede Kasper Le Fevre sig til som tekstforfatter på figuren.

Pelle har sidenhen fået et mere politisk satirisk udtryk og med et glimt i øjet sætter Gadeberg og Le Fevre fokus på, hvordan børn opfatter den måde, voksne taler til og med hinanden om samfundsaktuelle emner. I 2018 fik Trine Gadeberg “Årets Revykunstner”, også kendt under navnet “Årets Dirch” for rollen som Pelle.

“Pelle lever i en verden, hvor voksne mennesker har mange meninger om, hvordan livet skal leves og ikke mindst, hvordan landet skal ledes. Pelle er derfor på mange måder et sandhedsvidne i den kyniske verden, vi lever i. Tonen har ikke før været så modbydelig og hård blandt voksne, som den er lige nu, og det forholder Pelle sig helt barnligt og åbenlyst til,” fortæller Trine Gadeberg.

  • 12. oktober 2022 kl. 20:00
  • Ringsted Kongrescenter